Tilskud til tandpleje

Albertslund Kommune giver tilskud til tandpleje til borgere, der modtager ydelser fra kommunen


Albertslund Kommune giver tilskud til tandpleje hvis du modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse. Kommunen giver også hvis du modtager revaliderings-, ressourceforløbs- eller ledighedsydelse forudsat at ydelsen ikke er højere end niveauet for kontanthjælp.

Tilskuddet dækker udgifter op til 10.000 kr. efter at du selv har betalt 600 kr. pr år.

Dit tilskud

Hvor meget du kan få i tilskud afhænger af din ydelse og alder:

  • Hvis du er mellem 18 og 24 år betaler kommunen hele beløbet udover de 600 kr.
  • Hvis du er over 25 år betaler kommunen 65% af beløbet udover de 600 kr.

Hvem betaler regningen

For at få dit tilskud skal du oplyse tandlægen om, hvilken ydelse, du modtager fra kommunen. Det gør du ved at vise tandlægen din udbetalingsmeddelelse, hvor det fremgår, hvilken ydelse, du modtager. Tag meddelelsen med til tandlægen ved dit næste besøg.

De første 600 kr. betaler du selv til din tandlæge. Når de 600 kr. er betalt kan du få tilskud på op til 10.000 kr. til resten af betalingen. Tandlægen sender regningen til Albertslund Kommune, som betaler det resterende beløb. Du skal derfor ikke selv lægge ud for betalingen.

Tilskuddet er for et kalenderår ad gangen. Hvis behandlingen strækker sig over nytår skal du kun betale 600 kr. én gang da egenbetalingen betales ved behandlingens start. Tilskuddet kan omfatte flere besøg hos tandlægen i et samlet behandlingsforløb.

Regning på over 10.000 kr.

Hvis din regning overstiger 10.000 kr. skal din tandlæge sende et overslag til Albertslund Kommune før behandlingen sættes i gang.

Hvis du får bevilget tilskud fra Albertslund Kommune skal du ikke selv lægge ud for regningen, da Albertslund Kommune betaler direkte til tandlægen.

Hvis du får integrationsydelse

Hvis du får integrationsydelse kan du måske få hele beløbet udover de 600 kr. dækket. Kontakt din sagsbehandler og få hjælp til at afgøre, om du er omfattet af denne særlige mulighed.

Hvis du ikke kan betale

Hvis du ikke kan betale din egen del af regningen kan du søge om at få den betalt af kommunen. Kommunen afgør om dine økonomiske forhold er så vanskelige, at kommunen kan betale hele regningen.

Det er meget vigtigt ikke at starte dit behandlingsforløb før kommunen har taget stilling til din ansøgning. Ellers kan du ikke få hjælp til at dække egenbetalingen.

Ansøgningen finder du på borger.dk. Vælg Albertslund kommune på siden Ansøg om enkeltydelser og følg anvisningerne herfra. Hvis du har svært ved at søge digitalt eller er fritaget fra digital sagsbehandling kan du få hjælp på Albertslund Bibliotek eller kontakte din sagsbehandler.

Hvis du vil vide mere

I Lov om Aktiv socialpolitik §82a finder du de præcise regler for tilskud til tandpleje. Du kan også læse om Tilskud til tandplejeborger.dk på siden Økonomisk tilskud fra kommunen.

Kontakt tandlægen eller din sagsbehandler i Albertslund Kommune, hvis du ikke finder svar på dine spørgsmål.