Måger

Måger bliver mere og mere udbredt i bybilledet og kan - især i yngleperioden - være til stor gene


Vi får en del henvendelse om gener fra måger. Især i yngleperioden, som løber fra marts til juli, kan deres skrig og aggressive adfærd være til gene. 

Mågerne bygger rede og lægger æg på byens tage, hvor de kan være i fred for både mennesker og rovdyr. De har lært sig, at hvor der er mennesker er der også mad, og derfor er de ekstra synlige de steder vi færdes. Især, der hvor vi spiser og smider vores affald. 

At man renholder sin egen ejendom og sikrer spiseligt affald er vigtigt for at gøre byen mindre attraktiv for mågerne. I byens rum skal madaffald i en skraldespand.

Måger er fredet og må derfor ikke bekæmpes uden tilladelse. Man kan dog forsøge sig med bortskræmning, hvilket ikke kræver tilladelse. 

Bekæmpelse af måger er ikke en kommunal opgave, men noget der kan iværksættes af den enkelte grundejer. 

Bortskræmning

Der findes flere forskellige løsninger til at skræmme måger. De mest almindelige er fuglelignende drager der opsættes på taget. Disse har dog typisk en noget begrænset effekt. Skiftes der drager og flyttes rundt på dem, er de lidt mere effektive. 

Der kan også opsættes plastikugler og andre figurer der ligner mågernes naturlige fjender. 

Der sælges også små lydkanoner der udsender skrig fra rovfugle eller små brag, der skræmmer mågerne. Vær dog opmærksom på, at der ikke må skræmmes med lyd i mågernes yngleperiode.  

Bekæmpelse (regulering)

Miljøstyrelsen kan give grundejere tilladelse til at regulere måger på egen grund. Opnås der tilladelse kan regulering kan både ske ved skydning, brug af fælder eller ved indsamling af æg og reder.  

Hvilken metode der er bedst afhænger af de lokale forhold og om mågerne yngler på ejendommen eller blot besøger den i deres fødejagt. 

Uanset metoden, må voksne fugle ikke reguleres i yngleperioden. 

Søg reguleringstilladelse

Hvad gør kommunen?

Hvert forår søger vi om tilladelse til regulering på de kommunale ejendomme, hvor generne fra måger er størst. 

Et bekæmpelsesfirma fjerne ugentligt mågernes æg, hvilket betyder at kolonierne bliver mindre år for år. Det er en langsommelig, men også sikker metode til regulering.

I Badesøen, hvor mågerne kan være til stor gene for de besøgende, og hvor mågerne ikke har reder, men blot kommer i fødesøgning, sørger en jæger for at skyde ikke-ynglende ungfugle, hvilket er med til at skræmme de voksne måger.